Du skal ikke køre gylle ud før afgrøderne har brug for det. Afgrøderne har først brug for næringsstoffer når jordtemperaturen kommer over 5 grader og væksten går i gang. Hvis der af pladsmæssige årsager er behov for at starte udbringningssæsonen allerede fra den 1. februar, skal gyllen udbringes de steder den gør mest gavn. Det er f.eks. ved nedfældning i græsmarker eller slangeudlægning i en veletableret raps eller vintersæd, uden betydelig hældning og langt fra vandløb.
Man kan minimere risikoen for tab ved at dele udbringningen i to og således nøjes med udbringning af 12-15 tons pr. ha af den flydende del omkring 1. februar.
På sandjord
På let sandjord kan der være risiko for udvaskning i den sene vinter og i det tidlige forår, hvor der er lang tid mellem gødskning og betydelig optagelse af næringsstoffer. På disse arealer er det derfor vigtigt, at gyllen udbringes til etablerede afgrøder med en god roddybde og en tidlig og kraftig vækststart. På svineejendomme er det primært til vinterrapsen og på kvægejendomme til 2. års eller ældre græsmarker. Afgrøder som prioriteres sidst er majs og kartofler.
På lerjord
På lerholdige jorder kan der med fordel køres på den sidste nattefrost for at mindske risikoen for strukturskader.
På lerjord er risikoen for udvaskning i den sene vinter og i det tidlige forår lille, og der er derfor mere frit valg imellem afgrøder. Pga. rapsens tidlige næringsstofbehov har denne førsteprioritet, efterfulgt af græs, vinterbyg og de øvrige arter af vintersæd. På lerjorder med bakker og hældninger mod vandløb er der risiko for overfladeafstrømning, hvis der efter udbringning kommer frost efterfulgt af betydelige nedbørsmængder eller tøbrud. Denne omfordeling af gyllen kan undgås ved at udbringe en mindre mængde pr. ha.
Strategien for udbringning af gylle til vårsæd afhænger af vejrforholdene. Hvis marken er våd, afventes gylleudbringning til efter fremspiring – prioriter rettidig såning højest. Er marken bekvem, giver slangeudlægning af forsuret gylle mindre skade end nedfældning. Husk i så fald at anmelde forsuringsstrategien til kommunen inden udbringning.
Husk reglerne om frossen og snedækket jord
Husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft, restvand og handelsgødning må ikke udbringes på:
Vandmættede eller oversvømmede arealer (de er som oftest ikke farbare).
Måder eller arealer, hvor der er fare for afstrømning til vandløb, herunder dræn, søer (>100 m2) og kystlande.
Frosne arealer. Vejledningen om definitionen af frossen jord er ikke ændret af Miljøstyrelsen fra i 2012*). Det betyder, at jorden skal være optøet til 15 cm, men at det fortsat er tilladt at køre efter nattefrost, hvor jorden forventes at tø i løbet af dagen.
Snedækkede jorder. Jorden er defineret som snedækket, hvis mere end 90 pct. af marken er dækket af et lag sne med en tykkelse på mere end blot ½ cm.
Skråninger med en hældning på mere end 6o ned mod vandløb, søer over 100 m2 eller fjorde, inden for en afstand af 20 meter fra den øverste kant af vandmiljøet.
o Undtagelser: På arealer med skråninger på 6-12o kan der nedfældes flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse parallelt med vandmiljøet, hvilket betyder, at disse arealer fortsat kan indgå i harmoniarealet. Endvidere må der udbringes flydende handelsgødning på arealet.
3
Endvidere skal du huske, at husdyrgødning ikke må udbringes på lørdage samt søn- og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 m fra byzone, sommerhusområder samt områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål.
*) Frossen jord: Forrige år var der mange eksempler på, at tolkningen af, hvornår jorden var frossen, var forskellig, afhængigt af om man var landmand eller kontrollør og hvilken kommune man var bosat i. Som landmand bør du derfor sikre dig, at jorden er optøet – f.eks. med markspyd flere steder i marken – tag et billede med dato.
Udbringningsteknik
I vintersæd er der frit valg mht. udbringningsteknik, dvs. at gyllen kan udlægges med slæbeslanger med eller uden syre, med slæbesko eller ved nedfældning. Forsuring kan være relevant i en udbringningsperiode med blæsevejr, som øger ammoniakfordampningen. Svovlsyren kan supplere eller dække rapsens svovlbehov, afhængigt af doseringen. Behovet er 30-40 kg S pr. ha, som dækkes helt ved brug af 2,5 l syre pr. m3 gylle ved en udbringning af 25 tons pr. ha. I korn dækkes S-behovet ved ca. den halve syremængde.
Overvejer man fuldgødskning med gylle tilsat kvælstof ved SyreN+ eller Kyndestoft markforsuring, bør udbringning afgjort afventes til rapsen er i vækst i foråret, og der er sikkerhed for, at vinteren ikke gør betydelig skade.
HUSK! I fodergræs er der frit valg mellem forsuring og slangeudlægning eller nedfældning af gyllen. Hvis gyllen er tankforsuret i løbet af vinteren, og der efterfølgende har været tilført gylle til beholderen, skal pH måles igen, og der skal evt. genforsures inden udbringning.